|
Formandsberetningen fra det ekstraordinære pladshavermøde
Tirsdag d. 15. november 2005
Sejlersæsonen 2005 har for nogle været en træls oplevelse og for andre, en
typisk dansk sommer – og dog – sådant et efterår, som vi har haft i år, skal vi
mange år tilbage for at oplevet tilsvarende. Alt i alt en god sejlsæson, hvor
rugerne ikke har fået lov til at vokse sig fast på skroget.
Havnemæssigt har det også været en speciel sæson,
hvor vor nye havnemester Lars Kock Andersen er kommet ud for mange oplevelser og
problemer, som skulle takles, men han har jo stået godt i lære hos Børge
Heidelbach - og assistenterne og Sussi på kontoret har været til stor nytte.
Som jeg mange gange har sagt,
så ER vi i en reparationsfase her på Egå Marina og året 2006 vil nok være det
år, hvor de fleste ting bliver indkøbt, repareret eller gennemgået for senere
ændring.
Forleden dag blev jeg spurgt,
om det kunne betale sig at komme i aften, for der skete jo alligevel ikke noget
nyt på marinaen i årets løb. Nu må I selv bedømme min lange formandsberetning
til dette informationsmøde, for pladshavermødet er jo først til foråret 2006.
Punkt 1 – Omkring bassinet
I sensommeren blev den nye
Floor-bro endelig færdigmonteret med adgangsbro, el og vand og Floor er så glad
for den, at han lægger rigelig mange både uden på hinanden. Dette bliver rettet,
efter at havnemesteren og jeg havde møde med Floor Marine i onsdags.
Egå Sejlklubs ungdomsafd. havde
et meget stort jollestævne med udenlandsk deltagelse. Stævnet blev afviklet som
miljøvenligt stævne og til dette var marinaen behjælpelig med mandskab og grej.
Inden stævnet nåede vi at sætte
fendere op på flydebroerne, så de skrøbelige joller ikke fik skrammer.
Der er også købt fendere, der
skal sættes på bolværket ved tankanlægget.
Bobleanlægget er gennemgået og
er klar til vinters komme.
Ved forårsmødet var dårlige
bådstativer til diskussion. Vore ansatte har her i efteråret set med kritiske
øjne på stativerne, når båden skulle op. Det har bevirket, at foreløbig 10
bådejere har købt nye eller andre stativer, og sågar har der en overgang været
udsolgt måde hos forhandler og producent. Hvis yderligere spørgsmål – så får vi
jo besøg af CODAN forsikring, der kommer i pausen.
Rammeværket skal renoveres her
i vinter. Der skal påsvejses 2 nye opdriftstanke, da de nuværende er tæret
igennem. Vi har tankene klar og tidsterminen er sat til december/januar. Vi
skulle jo gerne have rammet små 15 pæle, inden bådene skal i vandet igen.
Vi vil også prøve at få rammet
pælene rundt om molehovederne i det nye år.
Broerne, der bæres af
hårdtræpæle, bliver gennemgået af fagfolk, så vi ved hvordan tingenes tilstand
er.
Bestyrelsen arbejder på at få
flere brede pladser. Dags dato har vi 17 C-pladser til salg. Vi har desuden 19
pladshavere, der ønsker større pladser. På venteliste har vi derfor dags dato
3 B, 13 D, 18 E og 12
G-pladser. Desuden er der jævnlig forespørgsel på 5meter pladser. Problemer er
bare, at en D og E plads, altså henholdsvis 3,5 og 4 meter skal være længere.
Det bevirker, at svajepladsen mellem broerne bliver for smal. Der overvejes, at
bibeholde længden, men ændre bredden på f.eks. C-pladserne. Derved bliver det
nødvendigt at flytte både rundt, så brede and korte både kan ligge på en kort
plads. Man ejer jo ikke f.eks. plads 28 ved bro 6, men i dette tilfælde kun en
C-plads.
Der drøftes også at forlænge
bro 3+4+5 med ca. 20 meter, afsluttende med et T-stykke. Dette skulle give
yderligere 24-30 store pladser, som ingen af vore nabohavne kan tilbyde. Vi har
netop modtaget en uforpligtende tilbud på entreprenørarbejdet.
Vort personale ønsker, at der
bliver banket en spunsvæg ved traveliften, så det bliver muligt at bakke ind i
dokken ved traveliften. I øjeblikket ligger der en udskridning og spærre.
Endvidere vil der blive opsat vandrette brædder på betonbenene, så båden ikke
kommer ind under betonen, hvor traveliften står.
Så er der bestilt en ny
mastekran. Der er leveringstid på 3 mdr. Den gamle bliver pillet ned lige efter
nytår, så vi kan få støbt et fundament på 3x3x1,5m til den nye. Den gamle
forsøges solgt.
Vi har som de første i Danmark
bestilt en vindhastighedsmåler, der på et stort display viser øjeblikkelig og
middelvind i m/s. Dette display bliver opsat på Båken.
I år har vi haft 467 betalende
og 477 FH sejlere, mod 507 og 448FH.
Vi spekulerer også på sigt at
få nye fri/optaget skilte. Her vil jeg opfordre jer til at vende skiltene, når I
tager på weekend. Det er sjældent man ser et grønt skilt, selvom fartøjet er på
ferie.
Brolaugets 190 meter lange
flydebroer står til udskiftning sommer/efterår 2006. Vi har fået tilbud på træ
flydebroer, men venter i øjeblikket på tilbud på rene betonflydebroer som dem
der er kommet i Mårup.
2. land og bygninger
Siden foråret har Brolauget
fået udskiftet vinduer og døre.
Som lovet er der opsat skilte
med cykling forbudt på promenaden.
Vor cykeludlejning til
gæstesejlere er stoppet og vil ikke blive genstartet.
Havnemesteren har sommeren over
komprimeret vort affald, hvilket har bevirket færre tømninger og ikke så fyldte
affaldscontainere ved broerne.
Havnens materiel er ved at
blive samlet bag p-pladsen ved restauranten, i stedet for at være spredt rundt
omkring.
Der er blevet opsat en fin og
forkromet stander til tømning af kemisk affald. Henvisningsskilte står på vort
værksted og vil blive monteret snarest.
Vor havnemester har lavet
aftale om fast afhentning af miljøaffald, såsom batterier, olie etc.
Vor tårnkran JONES har fået
elsystemet udskiftet og har siden kørt uden problemer.
I sommers havde vi lynnedslag i
tankanlægget, hvor betalingsstanderen for øvrigt bliver ændret til kun at
modtage Dankort og gængse plastikkort. Ikke flere kontanter!
Chipkortautomaten forsøges
omlagt til dankort og f.eks. Visa.
Roklubben bygger om på 1.salen.
Her udnyttes et tomt loft til motionsrum. Man venter lokalet taget i brug 01.
marts 2006.
Buske og træer er ryddet mellem
havnemesterbygningen og restauranten. Personalet er godt i gang med at lægge
kantsten og bagefter bliver der lagt små flintesten samt et par kampesten og
måske en busk eller træ – efter havnemesterens skøn.
Vore Greenhard pæle har ligget
2 stedet på vinterpladserne. De er nu samlet ude ved tankanlægget.
Vi har haft kontakt til Århus
Politi om vi kunne få P-forbudsskilte på kørevejen. Vi har fået negativ respons,
men vil gerne komme ned med en patrulje og hjælpe os, hvis der opstår problemer.
Endvidere fik vi fortalt, at vi
mangler en tilladelse til at køre med vore kraner og grej på kørevejen og
platformen – der, hvor tungt grej og offentlighed færdes sammen. Er søgt.
Vort personale har været i gang
med at rydde op på vinterstandpladser og har foreløbig kørt 5 hele containere
bort med skidt og møg. Gamle efterladte stativer er samlet og vil blive kørt
bort.
Der vil blive lavet en
oprydningslørdag engang først i marts måned.
Nye håndtørre er opsat på
mændene pissoire.
9 nye WC’er samt nye
blandingsbatterier bliver indkøbt og erstatter det gamle sanitet.
Baderum og toiletter bliver
malet hvide – også vægfliserne.
Der bliver opsat ny
vaskemaskine og tørretumbler. Samtidig bliver adgang til tøjvask separeret fra
damerne baderum, således at vi mænd også kan bruge maskinerne uden at skulle
genere damerne.
Netop i disse dage bliver vort
gamle oliefyr og kedel udskiftet efter godt 27 års tjeneste. Sidste vinter
voldte det os problemer, og efter at jeg i en snestorm måtte på havnen og
genstarte fyret, da Børge Heidelbach ikke kunne komme hjemmefra grundet sne, har
vi bestilt nyt, denne gang med alarm til havnemesterens mobil. Fyret skulle være
langt billigere i drift end forgængeren. Vi har forsyningspligt til
restauranten.
Personalet har her i efteråret
startet på oprydning på værkstedet. I den forbindelse vil der blive opsat
brandhæmmende beklædning på vægge og loft.
Man har ved samme lejlighed
konstateret, at der er forsvundet meget værktøj, som man af venlighed har udlånt
til forskellige bådejere. Dette kan ikke fortsætte, hvorfor vi øjeblikkelig
bliver nød til at stoppe udlån af havnens materiel. Dette vil selvfølgelig af
nogle blive betragtet som en service forringelse, men der er ikke noget at gøre
- beklager.
På værkstedet ligger der
færdige pullerter, der skal opsættes ved kørevejen, på stierne, så det bliver
umuligt at køre sin bil op til promenaden.
Promenaden kunne godt trænge
til en kærlig hånd. Jeg har tidligere fortalt, at elever fra Arkitektskolen
gerne ville komme med et oplæg, men grundet personlige problemer m.m. blev det
meddelt, at man måtte melde fra. Vi har prøvet at kontakte Beder Gartnerskole
men uden resultat. Bestyrelsen har i sommers tager fotos fra forskellige havne,
bl.a. Kerteminde og Nykøbing S og har arbejdet på et forslag til en
forskønnelse. Her tænkes på at de hvid-beskidte sten skal væk – hvad der skal på
i stedet ved vi endnu ikke, mellem bro 1 og 2, 3 og 4 samt mellem 5 og 6
etableres, bord og bænke på en platform udover vandet, mere læ rundt om flere
borde og bænke imellem træerne, en petanquebane nedenfor lejepladsen, en større
udstillingsareal ud for Egå Bådudstyr, opretning af SF stenene, store
sten-stykker med jævne mellemrum for at skabe afveksling på promenaden samt nyt
og andet rækværk ud mod vandet. De brune plastrør bliver allerede nu fjernet.
Der er endnu ikke sat en tidsramme for hvornår alt dette bliver lavet.
Personalet har rigeligt at se til i 2006.
Grillhusets pæle skal sikres
med en understøttelse.
I sommers fjernede vi legebåden,
da den var farlig at færdes på. Ved gennemgang af legepladsen og med dødsulykken
på Sølystskolen i frisk erindring, har bestyrelsen besluttes at fjerne gynge,
glidebane, vippe og karrusel (der ikke lever op til kravene), alt undtagen
klatrenettet og balance pælene (der godt må bruges), og erstatte dem med et nyt
Slaraffenland fra KREA leg, der er godkendt og certificeret. Vi skal lige have
jævnet pladsen og kørt noget specialgrus på, så bliver de nye legeredskaber
leveret og opsat i februar måned, hvis man ellers kan komme i jorden. Vi kan
ikke undvære en legeplads på Egå Marina.
Der kommer flere nye ting
endnu……
Spildevandspumpen skal
udskiftes. Den er slidt ned.
Der skal nyt tagpap på et af
grejrummene ved Brolauget. Det sydligste tag er helt ødelagt.
Dele af facaden på restauranten
skal udskiftes, vinduerne på 1.salen er rådne og utætte og skal udskiftes lige
efter nytår, når restauranten har lukket. Vinduerne bliver med aluminium ude og
træ inde. Sternen skal ligeledes udskiftes. Her har jeg netop spurgt og skrevet
til Bygningsinspektoratet om vi i fremtiden må beklæde sternen med hvid
aluminium i samme profil som nu. Det koster det sammen som træ men med mindre
vedligeholdelse. Havnemesterbygningen og jollehuset skal også have skiftet stern
indenfor en overskuelig fremtid. Vi venter spændt.
Vor travelift skal have den
helt store tur i 2006. Traveliften har ikke certifikat og er ikke godkendt.
Derfor er det blevet besluttet
at sende den til Horsens, hvor den bliver minutiøst gennemgået. Alle slidte dele
bliver udskiftet. Vi sender én af havneassistenterne med til Horsens for at få
helt indblik i alle forhold vedrørende konstruktion og vedligeholdelse. Vi vil
også male traveliften igen, inden den returnere til Egå Marina i certificeret
stand. Traveliften bliver i uge 1 skilt i 3 dele og fragtet på blokvogn til
Horsens. Endvidere skal vi have nye og længere stropper.
Vor gamle gaffeltruck, den der
flytter stativer, brændte sammen i september måned. Denne maskine er meget
vigtig, da den bruges hele året, bl.a. til sneskrabning, flytte affalds,
stativer. Vi har undersøgt markedet og faldet for en ny teleskoplæsser, der
ankommer på havnen i uge 48. I øjeblikket har vi en lånemaskine – en gaffeltruck
– fra firmaet. Vi har valgt at købe nyt, så vort personale ikke skal stå på
hovedet i motoren og gearkasse for at reparerer. For øvrigt har Marselisborg
Havn en næsten tilsvarende, som de er meget glad for. Teleskoplæsseren er købt,
så den kan køre selv på promenaden, uden at trykke fliserne. Det skulle være et
utrolig alsidigt stykke værktøj.
Som alle ved er der
efterspørgsel på grejrum. Vi er ved at gennemgå lejerne af de eksisterende
grejrum for at se, om nogle disponere over rum, de ikke er berettiget til.
Såfremt der er det, vil det blive rettet fra næste september, ved et brev fra
marinaen.
Havnemesteren har vist mig et
rum ovenpå værkstedet, hvor der kunne indrettes 10 grejrum. Vi er ved at
undersøgt muligheden samt indhente tilbud på etablering. For øvrigt vil
eksisterende grejrum blive gennemgået af en byggesagkyndig. De 2 yderdøre på
førstesalen ved grejrummene kan ikke lukkes ordentlig og er rådne. De vil blive
udskiftet snarest.
Sidst men ikke mindst har vi
fået klage fra vore naboer over de høje træer ved åens udløb, der tager udsynet.
Naturforvaltningen er blevet kontaktet, da det er dem, der står for al
beplantning på og ved marinaen. Man har for de næste år lagt en slagplan med
hensyn til beskæring og udtynding og har allerede i år bekostet 50.000 på
marinaen. Klageren har fået svar.
Marinaens dommertårn BÅKEN skal
have skiftet lidt træværk og et par pærer.
3. Administration
Som forhåbentlig alle ved fik
vi ny havnemester i foråret – Lars Kock Andersen, der med et overlap på 3
måneder med vor gamle havnemester Børge Heidelbach, blev sat ind i den store
forretning, som Egå Marina nu engang er. Bestyrelses syntes selv vi har valgt
rigtigt, hvad jeg også håber I syntes.
Nye kræfter ser på tingene med
nye øjne og bestyrelsen har været villig til at efterkomme mange af ønskerne.
Eet af ønskerne er andre
kontormøbler på havnekontoret, så vor havnemester nu kan få benene ind under sit
skrivebord.
Der er installeret en
telefonsvarer der fortæller om åbningstid.
Skiltningen udenfor kontoret er
blevet korrigeret, så den svarer til de faktiske forhold.
Vor havnemester har gennemgået
vore forsikringer, og har påpeget et par mangler, som er eller vil blive rettet,
bl.a. havde vi ikke forsikring mod skjult rørskade og svamp, tankanlægget var
ikke forsikret og vi har kun ansvarsforsikring på køretøjer og både.
Århus Amts natur og miljø har
informeret os om, at dele af marinaen er klassificeret på videnniveau 1 efter
lov om forurenet jord. Det får ingen indvirkning på os, hvis vi da ikke bebygger
arealerne, hvad vi ikke må.
Miljøstyrelsen har været efter
os for at få en miljøplan. Vor havnemester har taget sig af henvendelsen.
Personalet har også gennemgået
marinaen for efterladte både på land. Bl.a. har vi 2 gamle træbåde stående ved
åens udløb, hvor kølsvinet på den ene er knækket. Ejerne er kontaktet og sagen
er overgivet til vor advokat for at få fjerne fartøjerne samt inddrivelse af
forfalden gæld.
Egå Marina har meldt sig ind i
F.L.I. D. – Foreningen Danske Lystbådehavne I Danmark. Her igennem kan vi skabe
os et bredere netværk, vi får de sidste nye informationer og vi får mulighed for
indkøb af materiel med rabat.
I morgen aften kommer
formændene og deres havnemestre fra Kaløvig Bådehavn og Marselisborg Havn til
møde hos os, efter at jeg har taget initiativ til mødet. Havnene er næsten lige
store og har nogenlunde de samme problemer og opgaver der skal løses. I stedet
for at hver havn opfinder den dybe tallerken, kan vi lige så godt tale samme på
kryds og tvær. Oplægget faldt i god jord, så vi ser frem til et frugtbart
samarbejde på formands- og havnemester-niveau.
I næste uge har marinaen det
sædvanlige samarbejdsmøde med Egå Sejlklub, hvor vi får hilst på deres nye
formand.
Der er nedsat et lille,
hurtigarbejdende udvalg der skal gennemgå vore takster på marinaen. Allerede nu
kan jeg meddele, at gæstelejen næste år vil være 100 kr. imod 80 kr. i år.
Frihavnssejlere vil blive opkrævet 20 kr. i miljøafgift (forbrug af el).
Frihavnsmærkatet som vi hidtil
taget 10kr. for, vil fra den kommende sæson koste 50 kr.
Administrationsomkostningerne og indkøb sluger næsten hele beløbet.
Og så skal vor havnemester have
certifikat til at køre kran. Lars skal på én måneds kursus, startende 02.
januar.
Som i kan høre foregår der
altså meget på Egå Marina, mere end man skulle tro – og jeg har såmænd nok glemt
en hel masse. Meget foregår på tider, hvor pladshaverne ikke er på marinaen og
meget foregår administrativt, både fra havnekontoret med også fra bestyrelsen.
Vi prøver på at opretholde et højt serviceniveau for havnens brugere men det er
nok jer, der kan bedømme det.
Året 2006 vil være præget af
mange ændringer, der vil højne standarden og udnyttelsesgraden på marinaen og
dens anlæg.
Inden jeg slutter, vil jeg
takke min bestyrelse for et formidabelt stykke arbejde i år og jeg ved, at det
nye år kræver lige så stor arbejdsindsats.
Bestyrelsen vil takker
havnemesteren og hans assistenter for det store stykke arbejde, der er lagt for
dagen. Også en tak til Sussi på kontoret.
BJARNE ROBL
Bestyrelsesformand for Egå Marina E/F
|